California Academy of Science

California Academy of Sciences

Midt i Golden Gate Park i San Francisco ligger der en pudsig bygning. Facaden er ren, hvid og rummer en perfekt rektangulær bygning. Hovedindgangen er placeret midt på den ene langside og udgøres af en fordybning og et glasparti i fuld højde. Tynde hvide stolper holder et tag, der går ca. 10 meter ud fra selve bygningen. Alt sammen æstetisk og rent.


Taget er en helt anden historie. Et stort kvadratisk nedadbøjet ovenlysvindue i midten af bygningen er omkranset af tre jordhøje og et græstag. Men blot at kalde det et græstag vil være forkert. Der er en enorm biodiversitet og det summer af insektliv. Det vrimler med forskellige græssorter, blomster og andre lave planter. I de tre høje kigger runde ovenlysvinduer med en diameter på omtrent en meter ud; masser af dem på den ene høj nogle stykker på den anden og slet ingen på den tredje.


Bygningen alene er grund til at besøge stedet. Her omsluttes man af den natur og de videnskaber udstillingerne og de ansatte formidler.

Lige inden for døren bliver man mødt af skelettet af en T. Rex, men på en eller anden måde er det ikke det, jeg husker. I stedet er det de to cylindre under to af tagets høje. Den venstre cylinder rummer et planetarium, hvor alle film er inkluderet i entréen til museet. Den højre cylinder rummer en regnskov, som kan beskues i fuld højde fra en spirallerende gangbro.


Mellem de to cylindre, under det store ovenlysvindue, er et stort åbent rum med en scene. For mig at se var det nok det mest ligegyldige sted i bygningen. Det var stærkt begrænset, hvad der skete derinde og jeg fik aldrig en idé om hvad og hvornår, der skete noget, da jeg hverken så opslag eller hørte højttaleropkald om noget.


For at se film i planetariet skal man gå over til en disk bag selve Planetariet. Her har de en oversigt over dagens fremvisninger og giver dig gerne billetter til så mange fremvisninger du har lyst til. Fremvisningerne varer knap en halv time. Jeg så to forskellige film en om koralrev og en jeg ikke kan huske. Generelt set var filmene af en noget lavere kvalitet end jeg forventede. Filmen om koralrev var en ren animationsfilm, hvilket virker fuldstændig hul i hovedet, når man ved, hvor gode mulighederne er for at få gode billeder. Med den halve spillelængde af en normal planetariefilm er det også begrænset, hvor meget interessant information man kan få ud af dem. For de mindste vil filmene nok vække stor glæde alligevel.


På vejen over til disken går man henover et stort åbent akvarie, hvor rokker og farverige fisk glider forbi tæt ved vandoverfladen i det de kalder deres filippinske koralrev. Til min overraskelse var mange skilte og tavler oversat til filippinsk i bygningen. Hvor relationen mellem de to lande kommer fra har jeg ikke kunnet finde ud af, men der bor i hvert fald over en million af filippinsk afstamning i Californien.


Det var ikke kun på dette korte stykke, at bygningen husede et akvarie. Hele underetagen er et stort akvarium med alt lige fra vandmænd og koralrev til pingviner og albinoalligatorer. Alligatorerne og andre sumpdyr havde deres eget åbne paludarium med fliser og rækværk fra den oprindelige bygning akademiet tidligere havde befundet sig i.


I stueetagen var der mindre udstillinger om farver i naturen i den ene ende og på bedste amerikanske vis store ting fra naturen, dvs. hvaler, sequoiaer og jordskælv i den anden ende. I sidstnævnte mødte jeg et par nervøse teenagere, der som en del af deres sommerskole på akademiet skulle formidle om bardehvaler. De gjorde det godt, om end de ikke virkede helt sikre på deres viden. Sammen med en børnehave på ekskursion prøvede jeg også en jordskælvssimulator, der forklarede og simulerede de to seneste enorme jordskælv i San Francisco.


Udover at huse et væld af udstillinger om natur er de også et akademi for videnskab i den mere traditionelle forstand, hvor de formidler og udfører ny forskning, således var der flere steder mindre tydeligt nyere opslag med informationer om nye forskningsprojekter og ikke mindst de forskere der udfører forskningen. De mange informationer gav et tydeligt indtryk af den konstante udvikling videnskaben er en del af, mens fortællingerne om de mange forskere forhåbentlig kan inspirere nogle af de mange yngre besøgende til at søge karrierer, der på sigt kan bevare den natur, de oplever her, udvide vores kendskab til den og videreføre formidlingen.


Website: calacademy.org

Entré: 32-40 $ (varierer fra dag til dag på baggrund af forventet besøgstal. Sørg for at bestille i forvejen)

Åbningstider: Alle dage 9:30-17 (torsdage desuden 18-22 for 21+)

Adresse: 55 Music Concourse Drive, San Francisco, Californien, USA

Besøgt: december 2011, juli 2019