CaliforniaScienceCenter

California Science Center

De tre rumfærger Atlantis, Discovery og Endeavour flyver ikke længere. De er nu museumsgenstande i bogstaveligste forstand. De fløj alle deres sidste tur i rummet i 2011. I 2012 fik Endeavour dog en ekstra flyvetur, da den blev transporteret til Los Angeles, hvor den i dag står som hovedattraktionen ved California Science Center.


Amerikanerne er stolte af deres rumprogram. Det kan man naturligvis godt forstå, men det kan alligevel godt give mig en lidt kvalm følelse at gå igennem en udstilling, der alene fortæller historien om, hvordan de transporterede en rumfærge gennem gaderne i Los Angeles. Bevares, der var også lidt om hvilke dele af rumfærgen, der blev produceret i Californien, men der var ingen tvivl om, hvad den vigtigste historie var.


På nuværende tidspunkt er selve rumfærgen placeret liggende (i landingsposition) i en hangarlignende bygning, men på sigt er planen, at den skal monteres oprejst med ekstern tank (ET) og solid rocket boosters (SRBs) påmonteret, så den ser ud til at være klar til at tage af sted hvert øjeblik det skulle være. I hangaren hænger der informationer om hver eneste af de 135 rumfærge opsendelser (STS’er) og mindre opstillinger med fokus på delelementer af rumfærgen. Man skal være skarp i sine forkortelser og amerikanske enheder for at kunne følge med, men, hvis man kan det, er der spændende og imponerende informationer at hente.


Den store orange eksterne tank ligger udenfor og venter på både sideraketterne (solid rocket boosters) og den bygning det hele skal stå i. Jeg kunne ikke umiddelbart se nogen aktivitet, der indikerede, at man var gået i gang med arbejdet, på trods af at rumfærgen nu har været der i snart syv år.


California Science Center har dog også andre ting at byde på. Det første man møder, når man kommer op af rulletrapperne er en samling af flyvere og rumfartøjer både originaler og kopier. Går man til højre kommer man til et lille Experimentarium med særlig fokus på aktiviteter for børn i indskolingen og på mellemtrinnet. Derudover er der en udstilling om kroppen, hvor organerne gennemgås et for et.


Går man i stedet til venstre kommer man til en udstilling om økosystemer. Her formidles hvordan dyr og mennesker overlever, tilpasser sig og sameksisterer i forskellige miljøer fra arktisk kulde til varme ørkenlandskaber og videre til varierende kystlandskaber og urbane områder. Efter denne veludførte udstilling kommer man til rumfærgeudstillingen, som kræver reservation.


Fortsætter man højere op, kommer man til et område med varierende udstillinger. Udenfor selve Science Centeret ligger en IMAX-biograf, der er tilknyttet og i stueetagen er der museumscaféer og -butik. Har man mod på mere kan man efterfølgende besøge det naturhistoriske museum ved siden af. Her er der dog en betydelig pris for entré i modsætning til Science Centeret, der er gratis.


Website: californiasciencecenter.org

Entré: gratis. Dog koster det 3$ at se rumfærgen, 10$ for særudstillinger og ekstra for IMAX-film.

Åbningstider: Alle dage 10-17

Adresse: 700 Exposition Drive, Los Angeles, Californien, USA

Besøgt: juli 2019