Jeg kunne ikke nå igennem hele museet på en dag. Der er simpelthen for mange udstillinger til at man kan nå det hele på en dag og det er endda uden diverse tilkøbsbilletter. Fordelt på fire etager med den obligatoriske planetariebiograf og store industrimaskiner er der rigeligt at se. Der er ikke en afskærmet scene nogen steder, men flere steder i udstillingerne afholdes der alligevel små shows om tornadoer, torden og andet.
Indgangen til museet har en etage for sig selv under jorden sammen med museumsbutikken og en udstilling om Pioneer Zephyr, USA’s første dieseltog, som også fysisk er placeret hernede. Timer man sin ankomst kan man få en rundvisning inde i selve toget og høre historien om dens berømte tur fra Los Angeles til Chicago, der halverede den tidligere tidsrekord. Som Amtraks hub for langdistancetog spiller tog en central rolle i flere af museets udstillinger.
Førstesalen er forbundet til to andre bygninger. I den ene ligger biografen, mens der i den anden er en tysk ubåd fra 2. verdenskrig. Personligt synes jeg ikke, at ubåden med dens glorificering af den amerikanske flådes tilfangetagelse af ubåden og dens besætning (og efterfølgende krigsforbrydelser mod besætningen) passer ind på museet, men jeg kunne forstå, at det var en af de mest populære udstillinger og har tidligere set Asger Høeg, den tidligere direktør for Experimentarium, skrive rosende ord om den. Adgang til selve udstillingen om ubåden er med i entréen til museet, mens en rundvisning i ubåden koster ekstra. Efter et besøg i en russisk ubåd i Kaliningrad, en svensk i Malmø og en amerikansk i Portland havde jeg ikke behov for at betale ekstra for at se endnu en indvendigt.
Udstillingen Science Storms var den første, jeg så. Der var god plads i udstillingen, så derfor havde man valgt at lave flere af opstillingerne i meget stort format. Det så imponerende ud og underbyggede historien om, at vejret indeholder enorme kræfter på en fin måde. Særligt en lavinesimulator med sand på en roterende skive var fascinerende (og eftertragtet) at arbejde med.
Jeg havde på forhånd tilkøbt adgang til en midlertidig udstilling kaldet ”Wired to Wear”, som fremviste eksempler på elektronik kombineret med beklædningsgenstande. Denne udstilling skuffede noget i første omgang, da to ud af de første tre genstande var erstattet med et ”out of order”-skilt. Herfra var der dog rigeligt med fine eksempler, bl.a. på forskellige kunstige arme og hvordan forskellige sensorer kan syes ind i tøj.
Umiddelbart udenfor udstillingen blev jeg fanget af en stor modeljernbane, der forestillede ruten fra Seattle til Chicago, som jeg netop havde taget størstedelen af. Ved siden af står et enormt damplokomotiv som efter sigende skulle være det første til at bryde 100 miles per hour grænsen. Derudover var der en model af Stephenson’s Rocket, som var et af de første damplokomotiver i verden. Som togentusiast endte jeg hurtigt med at bruge en god del tid i denne udstilling.
Når man køber billet til museet kan man med rabat tilkøbe adgang til flere dele af museet, hvor man så også skal vælge hvilket klokkeslæt, man vil besøge udstillingen eller værkstedet. Det er et noget uoverskueligt valg at træffe på forhånd og jeg kan nemt forestille mig, at man kommer til at tilkøbe, hvad der senere føles som unødvendige tilbud. Jeg nøjedes med ”Wired to Wear”-udstillingen og endte alligevel med at tilbringe fem timer på museet og endte primært med at gå fordi jeg ikke kunne kapere mere.
Selve museet ligger et godt stykke fra centrum, men der går busser ret ofte som stopper i nærheden. Der ser ud til at være en park bagved, men jeg fandt flere af stierne afspærrede og noget af parken optaget af en bådklub.
Website: msichicago.org
Entré: 21,95$ for basis entré (man kan spare 2$ ved at bestille dagen før)
Åbningstider: Alle dage 9:30-16 (nogle dage til 17:30)
Adresse: 5700 S Lake Shore Dr, Chicago, Illinois, USA
Besøgt: juli 2019