Exploratorium

Exploratorium

Exploratorium er det oprindelige science center. Det var en af amerikanernes reaktioner på det såkaldte Sputnik øjeblik; en satsning på en ny undervisningsform, der skulle engagere ungdommen i naturvidenskaberne og teknologierne. Omtrent 60 år senere udfordrer Exploratorium fortsat de traditionelle undervisningsformer og udvikler på dem de selv var med til at starte.


Jeg havde i lang tid drømt om at besøge Exploratorium, før jeg fik mulighed for det. Da jeg første gang var i San Francisco kendte jeg ikke til det, og de var lukket, da de var ved at flytte til en ny lokation ved havnen. Kort tid efter jeg begyndte at arbejde på Experimentarium, hørte jeg et oplæg af en af forskerne fra Exploratorium, om hvordan piger og drenge arbejder forskelligt med opstillinger på science centre. Et par år efter deltog jeg i et online kursus i tinkering, der blev afholdt af nogle af udviklerne og forskerne fra Exploratorium. Først fem år efter jeg stoppede på Experimentarium, fik jeg mulighed for at besøge dette sted, jeg havde hørt så meget om. Det er ikke så overraskende, at mine forventninger til den tid var skyhøje.


Exploratorium har fortsat det rå udseende, jeg ofte savner på Experimentarium. De ligetil konstruktioner, der ikke har et afrundet finish, men i stedet gør det muligt for den besøgende at se, hvordan tingene hænger sammen – mindre black box. Der er naturligvis masser af gamle kendinge blandt opstillingerne og udstillingerne, men det er til dels også fordi, Exploratorium selv har opfundet dem i sin tid.


Andre udstillinger havde jeg aldrig set før. En udstilling om fordomme i forhold til køn, race og andre faktorer var meget amerikansk, men også veludført. Jeg så en høj aktivitet blandt alle i udstillingen (måske på nær mig selv).


I den anden ende af Exploratorium fandt jeg noget, de fleste ikke mener kan lade sig gøre på science centre: en udstilling med planter, man kunne interagere med. Danske gæster på Experimentarium er ret hårdhændede. En udstilling, der ikke havde behøvet tilsyn i et år i Frankrig, holdt en uge på Experimentarium. Planter er ret svære at reparere, det skrev Brorson en salme om. På Exploratorium formåede de dog at have en udstilling, hvor man kunne se, mærke og dufte til forskellige planter for at se de forskellige måder, de har tilpasset sig deres naturlige miljøer. Hvor stort et tilsyn det krævede ved jeg ikke. Jeg var der på en relativt stille dag.


Der er ingen shows på Exploratorium. Til gengæld er der demonstrationer rundt omkring i udstillingerne og workshops, der er åbne for alle. Det giver en mere personlig kommunikation, men begrænser naturligvis også antallet af besøgende, der kan kommunikeres til. Min oplevelse var, at selv på en stille dag var der kø til værkstederne, men måske det også er en kulturel forskel mellem Danmark og USA. I USA lader der til at være en accept af lange køer til forlystelser og andre aktiviteter.


Exploratorium er et suverænt science center som besøgssted, men det er endnu vigtigere som forsknings- og uddannelsesinstitution. De har en stab af forskere ansat, som forsker i naturfagsdidaktik med særlig fokus på undersøgelsesbaseret naturfagsundervisning (UBNU eller IBSE på engelsk) og formidling på science centre. Derudover har de en lang række af undervisningsressourcer tilgængelige via deres hjemmeside og som online kurser udbudt gennem Coursera.



Website: exploratorium.edu

Entré: 29,95$ for basis entré (billigere for børn, studerende, undervisere og pensionister)

Åbningstider: tirsdag-søndag 10-17, mandag lukket, Torsdag 18-22 kun for voksne

Adresse: Pier 15, San Francisco, Californien, USA

Besøgt: juli 2019



Tilbage til de øvrige aktiviteter