En afvejning mellem naturvidenskab og teknologi
I Milano ligger et videnskabs- og teknologimuseum opkaldt efter Leonardo da Vinci. På trods af en enorm dør og to store bannere får man ved ankomsten en fornemmelse af at museet er gemt lidt af vejen, da indgangen ligger ud til en plads, der er en slags sidegade til en sidegade til den gade man kommer op til fra metroen. Dog er museet en af de to ting, der annonceres ved stationen.
I indgangsfløjen, der er holdt i en klassisk lys museumsstil med brochurestativer, informationstavler og en skranke, er, hvad jeg antager, er årsagen til museets placering: en dampmaskine af imponerende karakter beregnet til at forsyne byen eller blot bygningen med energi. Netop dette teknologiske vidunder viser dig at være karakteristisk for museet. For hvordan udstiller man teknologi og videnskab på et museum? De teknoologiske aspekter er til at tage og føle på i form af genstande, der kan udstilles så museumsgæsten kan beskue dem og dermed få en autentisk oplevelse af at være vidne til en historisk udvikling i samfundenes teknologi. Men hvordan udstiller man en idé? Den er ikke manifesteret i en genstand, der kan interageres med. Den er et produkt af en tankevirksomhed og må beskues i aktion før den retteligt kan siges at være blevet formidlet på et museum.
I Milano har man i udstillingerne valgt at fokusere på teknologien. Med udstillinger om da Vincis skitserede maskiner, udviklingen af telegrafen og den øvrige kommunikationsteknologi samt forskellige håndværk viser museet på rimelig god vis hvilken indflydelse forskellige teknologiske landvindinger har haft på samfundenes opbygning og hvordan de enkelte genstande har været tænkt brugt og faktiskt anvendt.
I en imponerende samling udstillinger om materialer, både specifikke og generelle, kommer man for alvor ind til kernen i forskellen på teknologi og videnskab, når enkelte materialers egenskaber, anvendelser og produktion formidles på forståelig og engagerende vis, men uden forklaring af de dybereliggende "hvorfor"-spørgsmål. Således formås det med en udstilling på omtrent 100 m2 om aluminium at redegøre for metallets fordelagtige egenskaber i produktionen af diverse genstande og problematikkerne både ved produktion og bortskaffelse, men ikke et ord er formidlet om dets placering i det periodiske system og følgerne deraf. Blot et lille skilt med Al, 13, 27 (uden enheder) er hvad det kan blive til.
Det er tydeligvis de enestående, sanselige og autentiske objekter, der er blevet prioriteret i museets udstillinger. En hel bygning er sat af til gamle damplokomotiver (uden omtale af idealgasloven eller lignende), en ubåd har sin plads i de udendørs arealer og endnu en bygning er sat af til skibe og flyvere med udstilling af eksemplarer og udsnit i hele tre etager (hvoraf en var afspærret).
Men som tidligere og andetsteds nævnt skal fysik (og de øvrige videnskaber) opleves og gerne sanses. Hvor udstillingerne har en meget lav grad af interaktion har museet til gengæld en lang række laboratorier, hvor skoleklasser dagligt har mulighed for at prøve kræfter med videnskaberne. Disse så ud til at være nogle af de nyeste tiltag på museet og var udført i, hvad der udefra så ud til at være gennemtænkte, moderne og indbydende lokaler, der understøtter aktiv læring. Laboratorierne var i følge et skilt også åbne for publikum i weekenderne.
Ligesom da Vinci i dag er berømt for sine værker og opfindelser udmærker museet med hans navn sig ved sine mange teknologisk interessante genstande og modeller. Men ligesom nogen også husker da Vinci for hans videnskabelige studier af menneskets anatomi, bør museets forløbsbaserede formidling af videnskaberne ej heller glemmes. Det er nok her dets væsentligste effekt fremadrettet vil ligge.
Website: http://www.museoscienza.org/english/
Entré: op til 10€
Åbningstider: 10-18 tirsdag-fredag, 10-19 lørdag og helligdage
Adresse: Via San Vittore 21, 20123 Milano
Besøgt: marts 2015