Technorama

Technorama - Det perfektionistisk æstetiske science center

Knap en uge før jeg besøgte Technorama i Oberwinthertur nær Zürich i Schweiz underviste jeg på Malta i forbindelse med en naturvidenskabsfestival. Efter en af mine workshops udbrød en omtrent 7-årig dreng, at han ville ønske, han kunne bo i det lokale, jeg underviste i. Nøjagtig samme følelse havde jeg efter at have tilbragt den første af hvad der endte med at være over fem timer på Technorama.


Hoveddelen af Technoramas opstillinger beskæftiger sig med fysik og matematik. Som de fleste andre science centre er de svage i kemi, da det er noget dyrere og potentielt farligere at formidle. Deres biologi formidling er væsentligt afgrænset i udstillingerne set i forhold til andre science centre, hvilket nok skyldes, at de, som navnet antyder, fokuserer på teknologier.


Hovedudstillingen i stueetagen er en imponerende samling af opstillinger, der formidler mekanik, elektricitet og magnetisme. Hele udstillingen er holdt i et simpelt ensartet design uden markante farver, som man ellers ser det på Experimentarium.


Bagerst i stueetagen afholdes et par gange om dagen et stort fysikshow om elektricitet. Ved dette show bliver en af Schweiz’ største udfordringer tydelig: sproget. Technorama ligger i den tysktalende del af Schweiz, men er nødt til at formidle alt sit stof på tysk, fransk, italiensk og engelsk. For at imødekomme denne udfordring bruger de fem minutter, inden showet begynder, på at dele manuskripter på tre forskellige sprog ud til dem, der ikke taler tysk. Dette begrænser showet i så høj grad, at det er de samme forsøg i den samme rækkefølge med de samme forklaringer og sidehistorier, der må køres hver eneste gang. Som tidligere science show’er ved jeg, hvor frustrerende det må være for den, der laver showet. På Technorama har de valgt at vende denne udfordring til deres egen fordel ved at tilrettelægge showet med nogle forsøg, der er så store og imponerende, at de ikke ville kunne bruges i et klassisk fysikshow, der skal være mobilt. Et eksempel på dette er verdens største Wimshurst maskine, som de har med i showet eller en transformator, der trækker en sodavandsdåse midt over.


I de øvrige etagers hovedudstillinger fortsætter den gennemførte scenografi, der med simple virkemidler, som hurtigt kan identificeres viser forskellige fysiske og matematiske principper. En gang i mellem får jeg dog en følelse af at de går for vidt i deres design og bliver distancerede i deres formidling. Sat lidt på spidsen føler man til tider, at Technorama nærmer sig et kunstmuseum i sine udtryk. Dette kommer tydeligst til udtryk i nogle af deres matematikopstillinger eksempelvis Möbiusbåndet hvor en legetøjsbil kører hen ad eller den store sandflade, hvor en kugle styret af en magnet trækker et spor.


Nogle af de mest interessante opstillinger i udstillingen fandt jeg i afdelingerne ved siden af hovedudstillingen, hvor de også har deres laboratorier til workshops. Her demonstreredes bl.a. dobbeltspalteforsøget, relativitetsprincipperne og tyngdekraftens påvirkning på planter. Flere af disse forsøg viste også hvor teknisk overlegne udviklingsafdelingen bag Technoramas udstillinger må være set i forhold til mange andre science centre. Der er dog heller ingen tvivl om at Technorama er et af de bedst bemidlede science centre i verden, hvilket både kunne ses i udstillingernes kvalitet og stand og antallet af piloter der var tilstede.


Technorama er uden tvivl mit yndlings science center. Et besøg her giver mig lyst til at bo i Schweiz, men graver man lidt dybere opdager man måske, at det rammer formidlerne bedre end de besøgende. Mange af opstillingerne ville ikke have en chance for at blive populære i Danmark alene på grund af den måde vi i Danmark besøger science centre. I Danmark er vi lidt mere brutale. Hvis ikke opstillingen viser os noget ved et slag, spark eller hiv, så skynder vi os videre til det næste. Technorama rammer midt i mellem et Experimentarium og et naturhistorisk museum i sin formidlingsform. Hver enkelt opstilling kræver mindst 10 sekunders fordybelse og så lang er en typisk besøgende på et dansk science centers tålmodighed desværre ikke.



Website: http://www.technorama.ch/en/

Entré: op til 26,70 €

Åbningstider: 10-17 alle dage

Adresse: Technoramastr. 1 · CH-8404 Winterthur (nord for Zürich)

Besøgt: august 2009 og april 2015



Tilbage til de øvrige aktiviteter