BadScience

Bad Science

Ben Goldacre hader, når man forsøger at snyde sig til at lyde mere videnskabelig. Han hader det så meget, at han har skrevet bøger om det og haft en klumme i The Guardian kaldet Bad Science, hvor han hver uge kritiserede medicinalindustrien, journalister, der ikke satte sig ordentligt ind i det de skrev om, marketingsfirmaer, der kom med falske løfter og ikke mindst kvaksalvere primært i form af ”ernæringseksperter”.


Bogen af samme navn som klummen gennemgår en lang række af Goldacres kæpheste og han holder sig ikke tilbage. Han starter i det britiske skolesystem med en kritik af et program ved navn Brain Gym. Brain Gym er ifølge dem selv en serie af øvelser, der stimulerer og balancerer hjernehalvdelene. Balancerer er et herligt ord i denne sammenhæng. Hvad betyder det egentlig, at noget er i balance (her er en af mine kæpheste)?


Efter at have forklaret, hvorfor en række af øvelserne i Brain Gym-programmet umuligt kan have den effekt, de påstås at have, går Goldacre videre til at se på ingredienslister. Fra ingredienslister går turen naturligt videre til de manglende ingredienser i homøopati inden turen går til placeboeffekten.


Placebo virker. Hvis du tror, du bliver behandlet, har du en større sandsynlighed for at komme dig, end hvis du ikke bliver behandlet, uanset om behandlingen virker eller ej. Udover at give anledning til etiske udfordringer for sundhedsvæsenet giver det også anledning til en masse besværligheder, når man skal teste om et medikament virker. Når alene det, at man får en behandling, har en effekt, så betyder det også, at kvaksalvere og healere kan rapportere om succesfulde helbredelser og hvad gør man så?


Ernæringseksperter lader til at være et yndet mål for Goldacre. Om det er fordi de er særligt højlydte, nemme at modbevise eller decideret farlige for folkesundheden er svært at sige, men han får i hvert fald udstillet mange af de falske forhåbninger der bliver givet til den brede befolkning gennem helsemagasiner, hjemmesider og ukritiske avisartikler. Antioxidanter, omega-3 og vitaminer får alle en tur i møllen samtidig med, at Goldacre viser hvordan argumenterne typisk er opbygget.


Et begreb Goldacre tidligt introducerer, er den ”hassle barrier” journalister må overkomme, hvis de skal rapportere om disse emner. Pseudovidenskab gemmer sig ofte bag begreber og metoder, der lyder og måske i nogen grad er videnskabelige, hvilket gør det svært at gennemskue, om der bliver snydt på vægtskålen. Et andet mere generelt begreb for dette er bullshit asymmetri-princippet også kendt som Brandolinis lov, der siger, at mængden af energi, der skal bruges på at tilbagevise bullshit, er en størrelsesorden større, end hvad det tog at producere det. Dette er naturligvis ikke en naturlov, men beskriver på fin vis problematikken. Hvis vi skulle undersøge lødigheden af alle udsagn, der kastes mod os, ville vi aldrig få tid til at gøre andet. Vi er derfor nødt til at stole på det meste af den information, vi modtager. Derfor er det også vigtigt at vælge vores kilder med omhu.


Goldacre gemmer nok det vigtigste emne til den sidste tredjedel af bogen. Her præsenterer han bl.a. hvorfor vi psykologisk har en tendens til at overvurdere data, der peger i den retning vi forventer/ønsker og giver et lynkursus i statistik og hvordan man kan snyde med det.


Udover at indeholde masser af underholdende og urovækkende historier, om hvordan verden er fuld af folk, der bevidst eller ubevidst forsøger at snyde os med diverse mirakelkure, giver Bad Science et indblik i hvad det er, man skal være opmærksom på, når man læser nyhederne. Som dansker kan man sidde og tænke, at briterne og amerikanerne må være særligt modtagelige overfor den slags, sådan som det flyder over med historier. Virkeligheden er nok desværre, at vi er nøjagtigt lige så modtagelige, men måske bliver udsat for færre forsøg. Eller også bliver vi udsat for nøjagtig den samme mængde og type af bullshit, men er ikke opmærksomme på det. Min mavefornemmelse hælder i den sidstnævnte retning, og jeg tror desværre, at sælgerne er blevet bedre til at ramme et modtageligt publikum, hvorfor de kan operere i det skjulte.


Titel: Bad Science

Forfatter: Ben Goldacre

Niveau: Gymnasiet og opefter


Tilbage til de øvrige tekster