At kalde indholdet i denne bog et teoretisk minimum sætter en enormt høj tærskel. Classical Mechanics og de efterfølgende bøger i serien med undertitlen The theoretical minimum er da heller ikke tænkt som et minimum for den almindelige person.
Susskind, som er professor I teoretisk fysik ved Stanford og en af bagmændene til strengteorien, afholder ofte et kursus i en slags folkeuniversitets regi ved Stanford. Deltagerne her er typisk folk, der allerede har gang i en karriere og måske fortryder, at de ikke tog flere fysikkurser på universitetet. Bøgerne i denne serie er en bogudgave af disse kurser.
George Hrabovsky er en tidligere studerende på disse kurser og initiativtageren bag denne bog. Han er medforfatter på denne bog, men skiftet ud med Art Friedman i de næste bøger.
På godt 200 sider formår Susskind at gå fra basal videnskabsteori om deterministiske love og simple bevægelsesligninger til Lagrange-mekanik, Poisson-parenteser og magnetiske kræfter. Undervejs er der tre små afbræk med en opfriskning af matematiske koncepter som trigonometri og calculus. I princippet er afbrækkene komplette gennemgange af emnerne, men man skal have tungen meget lige i munden, hvis man ikke har set det før. Hvert kapitel starter med en kort allegorisk samtale mellem forfatterne, der giver hints til indholdet i kapitlet. Undervejs i kapitlerne er der små regneopgaver, der bliver gradvist sværere.
Forklaringerne og beviserne i bogen er noget anderledes end dem, jeg husker fra fysikstudiet. Dette skyldes i høj grad udgangspunktet for bogen. Ved at starte med helt basale beskrivelser af tilstande og relationer mellem disse skaber Susskind en verdensopfattelse, der gør det muligt at gennemgå indholdet ad nye veje. Symmetri, ligevægt og tilstande danner dermed grundlaget for hvad jeg ser som en gruppeteoretisk indgangsvinkel til mekanikken.
Goldsteins Classical Mechanics var min introduktion til den analytiske mekanik. Jeg husker bogen som ekstremt svær at forstå og har ikke turdet gå tilbage til den for at se om den virkelig var så slem, set i forhold til Susskinds gennemgang. Sværhedsgraden afhænger naturligvis af ens erfaringer. Da jeg læste Susskinds Classical Mechanics havde jeg gennemført min uddannelse og oplevede en gensynets glæde ved at forstå emner, jeg ellers havde glemt og huskede som noget af det, der afskrækkede mig fra den teoretiske fysik.
Et universitetsstudie går hurtigt, hvis man følger det på normeret tid. Det kan hurtigt blive svært at give stoffet tid til at fæstne sig og blive en del af den måde man ser de efterfølgende emner på. Således har jeg på fornemmelsen, at jeg er blevet introduceret til Legendre-polynomier og Lagrange-mekanik mindst tre gange uden egentlig at forstå sammenhængen. Havde jeg haft modet til at tage mig tid til at sænke farten på mit studie for at sikre denne fæstning, havde jeg i dag haft en bedre forståelse af fysikken. Dengang faldt det mig dog ikke ind, at man kunne læse undernormeret og således prioritere læring i eget tempo over normeret læring. Det gjorde mig til en svagere fysiker i dag, men var nok også hvad der i sidste ende ledte mig over i naturfagsdidaktikken. I dag har de studerende ikke denne mulighed for at forsinke dem selv, medmindre de bevidst skriver sig op til kurser med en intention om ikke at følge kurset.
Classical Mechanics – The theoretical minimum er en bogserie, der giver mig mulighed for at genfinde glæden ved at lære om fysik, udfordrer mig på et højt plan og får mig til at se sammenhænge, jeg ikke havde set før.
Titel: Classical Mechanics – The theoretical minimum
Forfatter: Leonard Susskind & George Hrabovsky
Niveau: Kræver en solid matematisk forståelse