HowTo

How to – Absurd scientific advice for common real-world problems

Det her er den mest ubrugelige selvhjælps/gør det selv-bog du absolut må læse. Du kommer helt sikkert ud for mange af situationerne i bogen, men du må for guds skyld aldrig nogensinde følge de råd Randall Munroe giver i denne bog. Hvorfor? Det siger næsten sig selv, hvis man blot kender lidt til skaberen af XKCD-tegneserien og forfatteren til Thing Explainer og What If – Serious Scientific answers to absurd hypothetical questions, men her er et eksempel på den slags råd, han giver, som måske giver dig en idé om hvorfor. Skal du krydse en flod? Jamen, så skal du da bare placere en hel masse elkedler på flodens bund, så den fordamper og du derfor kan gå tørskoet over.


Hvis du vil vide hvor mange elkedler, du skal bruge, hvor meget energi det vil kræve eller hvilke andre muligheder du har, så er Munroe naturligvis leveringsdygtig i nøje beregnede svar (eller i hvert fald estimater).


Det er netop denne tilgang til problemer, der har resulteret i, at der på snart sagt alle opslagstavler på fysiske institutter hænger mindst en XKCD-stribe. Munroe viste med What if, at man med relativt simpel fysik og en håndfuld tabelopslag kunne tage absurde situationer og finde ud af hvad der ville ske, uanset hvor absurde situationerne var. Med How to viser han, at han også kan gå den anden vej. Her starter han med et relativt simpelt spørgsmål og får en skør idé, som han så igen med simpel fysik, tabelopslag og et eksperiment i ny og næ viser i princippet kunne virke. Der skal en del kreativitet til at gå fra spørgsmålet, om hvordan man fanger en drone, til at bede tennisspilleren Serena Williams om at skyde til måls efter en drone, der bevæger sig.


De mange illustrationer, der akkompagnerer forklaringerne, er udført i Munroes klassiske XKCD-stil. De har naturligvis ikke samme detaljeringsgrad som i Thing Explainer, men tilføjer på ejendommelig vis et ekstra lag til forklaringerne, som man ikke vil være foruden.


Man lærer overraskende meget af at læse denne bog. Det er muligvis ikke så nyttig viden, men der er masser af interessante detaljer. I kapitlet om hvordan man undgår, at ens hus bevæger sig, lærer man f.eks. om nogle af udfordringerne ved fundamenter og jordlag, der bevæger sig ujævnt. Kapitlet om hvordan man står på ski, burde være en del af enhver gymnasieelevs introduktion til skråplan og gnidningskoefficienter, ligesom kapitlet om hvordan man spiller på hele klaveret burde være lektie, når frekvenser og høresansen introduceres.


How to kan sagtens måle sig med Munroes tidligere bøger. Han har en evne til at analysere verden på en måde, som de færreste evner og efterfølgende formidle det, så alle forstår. Den eneste anke, jeg har mod Munroes værker, er hans insisteren på at bruge amerikanske enheder. Men det er jo så også fair nok, når nu han er amerikaner. Hvorvidt enhederne er rettet i de oversatte udgaver, ved jeg ikke. Munroes bøger er alle oversat til svensk, men mangler som stort set alle andre populærvidenskabelige bøger en dansk oversættelse.


Titel: How to – absurd scientific advice for common real-world problems

Forfatter: Randall Munroe

Niveau: Gymnasiet og opefter


Tilbage til de øvrige tekster