I starten af december 2009 var hele verdens øjne rettet mod København. De seneste måneder havde der været rigeligt med optakt til hvad der forventedes at blive den helt store klimakonference, hvor verdens statsoverhoveder skulle blive enige om at imødekomme klimaudfordringerne. En tid så det ud til, at USA’ daværende præsident Barack Obama ville glimre ved sit fravær, men da han blev tildelt Nobels Fredspris, og derfor var nødt til at komme til Oslo i begyndelsen af december, ændrede han planer.
Jeg havde været med til at starte et projekt ved navn Youth Climate Conferences (YCC) i regi af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF) og den internationale bevægelse for fritidsaktiviteter i science og teknologi (MILSET), som havde samlet vidnesbyrd fra mere end 15 000 børn og unge fra hele verden, dels om hvad de ville gøre for klimaet og dels hvad de så af problemstillinger.
Formålet med COP15 var at få en juridisk bindende aftale på plads mellem verdens lande, som kunne danne rammen for hvordan de kommende års klimahandling skulle forme sig. Resultatet endte med at være en sløv hensigtserklæring landene frit kunne vælge om de ville tilslutte sig.
Inden det endte så galt var der dog rigeligt med inspirerende aktiviteter i København. Jeg observerede bl.a. en debat i Københavns Universitets Festsal, hvor IPCC’ daværende formand deltog. Under runden med spørgsmål fra salen oplevede jeg også noget så eksotisk som en benægter af klimaforandringerne (en amerikaner, selvfølgelig). Derudover havde min far skaffet os billetter til et oplæg i Imperial med ingen ringere end Al Gore, USA’ tidligere vicepræsident og manden bag filmen En ubekvem sandhed. Som en del af foredraget fik alle i den udsolgte sal også et signeret eksemplar af Al Gores nye bog Vores valg – Sådan løser vi klimakrisen. Den blev der rigeligt med tid til at kigge i for oplægsholderen selv endte med at være over 45 minutter forsinket.
Havde man forventet et stort slideshow fra manden bag årtiets slideshow-film, blev man svært skuffet. Han stod blot og småsludrede i omtrent en halv time, inden han smuttede igen.
Skuffelsen over COP15 og foredraget samt travlheden ved at være førsteårsstuderende betød, at der gik et godt stykke tid, før jeg fik læst bogen.
Bogen på godt 400 sider er fyldt med billeder, citater og diagrammer, der gør den spiselig for den brede befolkning. Al Gore (, hans layoutere og unavngivne medforfattere) forstår at formidle materialet på en fornuftig måde. Ligesom hans film er den krydret med (unødvendige) personlige anekdoter og referencer til amerikanske tilstande.
I den første del af bogen rammesætter forfatteren klimakrisen; hvad er årsagerne, hvad er det for et regnestykke, der skal gå op og hvordan er det, vi påvirker kulstofkredsløbet.
I den næste del redegøres der for de forskellige typer af energiproduktion. Det bliver tydeligt, at det er her, forfatteren mener, udfordringen og løsningerne ligger. Overordnet set har han naturligvis ret i dette, men i dag har vi nok et mere bredspektret syn, hvor energiproduktion, transport, fødevareproduktion og byggeindustrien ofte fremhæves. Al Gore berører også to emner der i dag er højaktuelle: Carbon Capture-teknologier og kernekraft. Hans negative indstilling til begge teknologier på baggrund af den (manglende) teknologiske udvikling og den lave interesse/deciderede modvilje holder desværre også i dag.
I tredje del af bogen redegøres for de biologiske systemer på jorden og hvordan de påvirkes af klimaforandringerne og menneskets ekspansion. Skovrydning, det øgede antal udrydningstruede dyrearter og befolkningstilvækst er blandt hovedemnerne her.
Fjerde del af bogen introducerer mulighederne for energieffektiviseringer. Femte del forklarer hvorfor klimakrisen er så svær at afværge og i sjette del får vi så endelig et bud på hvordan vi hurtigt når langt i kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer.
Vores valg er en god lærebog til at sætte sig ind i klimakrisens udfordringer. Den kan læses af de fleste og forklarer på en tydelig måde hvad problematikken er og hvad der skal ændres på.
Undertitlen ”sådan løser vi klimakrisen” er desværre ikke særligt passende. Som løsningsmanual til klimakrisen rører den ved alle de relevante emner. Hvordan man som individ kan bidrage til at afhjælpe krisen nævnes, men man får ikke en tydelig idé om størrelsesordenen på effekten af de forskellige ændringer man kan foretage. På samfundsmæssigt niveau, hvor Al Gore som politiker burde have ekspertisen, erkender han blankt, at udfordringerne er store og at det bliver svært at overbevise beslutningstagerne om at handle i tide og i tilstrækkelig grad. Vi får at vide, hvad der skal ændres, men ikke hvordan det skal ske. De forslag, der stilles, er langt fra tilstrækkelige, men det er nok også høje krav.
Som så mange har gjort før og efter Al Gore, sætter han til sidst sin lid til at ungdommen vil løfte byrden gennem udviklingen af teknologiske fremskridt og ændringer i de politiske arbejdsgange. Med henvisning til, at det var de 18-årige, der hørte Kennedy’ tale, hvor han satte målsætningen om at rejse til månen, der endte med at sidde i kontrolrummet, da Apollo 11 landede på månen, kommer han med en forhåbning om at ungdommen af 2010 bliver dem, der sætter kursen for fremtidens omstilling.
Titel: Vores valg - Sådan løser vi klimakrisen
Forfatter: Al Gore
Niveau: Gymnasiet og opefter