SixtySymbols

Sixty Symbols

Hvad sker der inden for fysik for tiden? Hvad blev Nobelpriserne i fysik givet for i år/sidste år? Og hvad er en række forskellige begreber fra fysik? Det og mere til forklarer en gruppe professorer fra Nottingham University for journalisten Brady Haran på YouTube-kanalen Sixty Symbols.


Det startede egentlig bare med at skulle være 60 videoer om forskellige begreber, koncepter, konstanter mm. fra fysik. Det er nu 11 år siden de nåede dertil og videoerne har fortsat ufortrødent selvom navnet dermed ikke giver så meget mening længere.


Konceptet er relativt simpelt. Brady Haran sidder på en professors kontor og interviewer ham eller hende om et emne, en gang i mellem suppleres der med animationer, billeder eller optagelser fra et laboratorie, men hoveddelen af videoen er en dogmeagtig optagelse af interviewet.


Nogle gange virker det simple jo også bare bedst, og det er bestemt tilfældet med Sixty Symbols. Den simple tilgang betyder, at der ikke er så meget til at distrahere, hvilket er vigtigt, når det er relativt avanceret indhold, der skal formidles.


Ligesom så mange andre YouTube-kanaler har Sixty Symbols desværre fulgt Googles ønske (og dermed algoritmeoptimering) om at lave længere videoer. Det betyder, at hvor de tidligere lå på omtrent 7 minutters længde, er de nu ofte omtrent 20 minutter lange. Det gør det til en væsentligt større investering at se videoerne, hvorfor jeg må erkende, at jeg ser videoerne sjældnere end tidligere.


Det giver selvfølgelig nogle andre muligheder at lave længere videoer, men det er ikke altid tydeligt, at det var nødvendigt at lave videoerne så lange. En video, om hvad man kan se med en ny type teleskop fra baghaven, kunne f.eks. sagtens have været halvt så lang og blot vist færre objekter.


Der er dog også videoer, der vinder på at være længere. I stedet for at lave 3-5 videoer om det samme emne, men med forskellige fokuspunkter, kan de nu få det hele ind i en video og dermed trække nogle længere tråde, der viser en større sammenhæng.

Vil man have en god introduktion til kanalen kan jeg anbefale The Colour of Noise og The Greenhouse Effect Explained.


Tilbage til de øvrige videoer