Du får et stort 10 pil ned af mig!
Formålet med undervisning er ikke, at eleverne skal have en høj karakter. Formålet er læring. Karakterer er (i bedste fald og som ordet antyder) en karakterisering af elevernes formåen.
Det er klart, at alle ikke vil have det samme udbytte af undervisning, tværtimod må vi forvente, at udbyttet vil være nogenlunde normalfordelt omkring en delmængde, af hvad der undervises i. Derfor vil det ikke give mening kun at acceptere en perfekt genkaldelse af undervisningens indhold. Tværtimod; jo større omfang undervisningen har jo større må spredningen være. Dermed vil middeleleven have en større absolut mangel i et større pensum end i et mindre. Dette er naturligvis under antagelse af at eleverne i de to situationer er direkte sammenlignelige, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet.
Når man skal fastsætte den acceptable minimale formåen efter endt undervisning må man derfor acceptere et antal mangler i forhold til den samlede undervisnings indhold. Den karakterskala, vi har i dag, vurderer (officielt), hvor store mangler en elev har, set i forhold til et kernestof og nogle faglige mål. Dette giver jo umiddelbart god mening, da eleverne hermed vurderes set i forhold til hvad, de maksimalt må kunne forventes at kunne.
Psykologisk set er det dog en hård skala. De officielle beskrivelser vurderer udelukkende omfanget af dine mangler. Der opstilles en eksemplarisk elev som sammenligningsgrundlag, et per definition urimeligt sammenligningsgrundlag, og så fastsættes det, hvor dårlig du er i forhold til denne.
Hvad der kræves for at opnå karaktererne er derudover normalfordelt, så hver af dem angiver noget lig en standardafvigelse fra middelværdien. Forskellen på midterkaraktererne bør derfor være mindre end i toppen og bunden. Det bør derfor være relativt nemt at bevæge sig mellem karaktererne 4, 7 og 10, men væsentligt sværere at opnå top (og bund) karaktererne. Som 10-talselev må man derfor trækkes med at dele karakter med mere end dobbelt så mange som 12-talseleverne. Det betyder også at karaktererne vil opleves som bredere i midten.
Med til disse betragtninger hører det selvfølgelig også, at eleverne ikke blot sammenlignes med deres klassekammerater, men med hele landet. At være den bedste i klassen bør derfor ikke være ensbetydende med en topkarakter, da klassen som helhed kan skille sig ud fra resten af landet.
Til alt dette kommer, at underviseren, som skal give karaktererne, kun har et begrænset indblik i elevernes evner, ligesom en eksamen kun kan teste i en delmængde af kernestoffet. Det må derfor formodes, at der er en vis usikkerhed på de afgivne karakterer. I tidsskriftet MONA var der i 2016 således en artikel, der beskrev, hvordan der nødvendigvis var et antal elever, der grundet udformningen af folkeskolens afgangsprøve i biologi ville dumpe på trods af de burde få en bestået karakter og omvendt. Dette var blot baseret på statistiske argumenter.
Karaktergivningen vil aldrig være en perfekt afspejling af elevernes formåen. En sådan afspejling findes i en vis forstand heller ikke, da miljømæssige omstændigheder vil have en betydelig indflydelse på elevens dagsform ligesom spørgsmålenes udformning vil være af afgørende betydning.
Der findes ikke en perfekt karakterskala og der findes ikke en perfekt karaktergivning. I stedet for at diskutere, hvordan vi opnår en utopi om perfekt klassificering, bør vi i stedet fokusere på det vigtige: at øge den generelle læring. Øget læring i et uretfærdigt system er efter min mening at foretrække, i hvert fald, når uretfærdigheden er så lav, som jeg vurderer den er.