Idræt

Idræt

Cykelfysik

Cyklens udseende har udviklet sig enormt siden de første velocipeder. I dag er en cykel ikke bare en cykel. Der er utallige variationer tilpasset forskellige situationer, men hvilke faktorer er det, der giver de forskellige modeller en fordel i forhold til de andre? Hvorfor skifter rytterne cykel afhængigt af etapen i Tour de France? Hvad giver den mest effektive kraftoverførsel fra pedalerne til hjulet?

For at optimere farten på en cykel er der en række aspekter man kan se på. Den mest oplagte er nok luftmodstanden. Liggecyklerne tager den mest oplagte løsning ved at lade rytteren få så lille et tværsnitareal som muligt. I cykelløb minimerer rytterne luftmodstanden ved at sidde i forskellige akavede positioner. Hvordan disse positioner påvirker kraftoverførslen fra rytteren til pedalerne er herefter en ny faktor at optimere på. Man kan selvfølgelig ligge fladt på cyklen i Superman-positur som Michael Guerra, men så kan man ikke træde i pedalerne.

Fra et teknologisk synspunkt er der også et utal af optimeringsmuligheder på cyklen. Kæder er blevet skiftet ud med remme og i nogle tilfælde endda kardanaksler. Gearenes funktion, inddeling og opbygning er endnu en mulighed. Bremser, kuglelejer og materialer. Man kunne blive ved.

 

Stikord: Optimering, materialefysik, energioverførsel, positur, luftmodstand, mekanik

 

Forslag til kilder for informationssøgning:

Cycling Science af Max Glaskin

Riding against the wind: a review of competition cycling aerodynamics

ExplainThatStuff: The Science of bicycles

Superman-posituren og Michael Guerra


Spydkast og kuglestød

Hvordan laver man det perfekte spydkast? Hvordan laver man det perfekte kuglestød?

Svarene på de to spørgsmål adskiller sig en del fra hinanden, men hvorfor? Set fra et fysisk perspektiv er det jo blot at kaste en ting så langt som muligt.

Det skrå kast er en simpel optimeringsopgave i fysik, når der ikke er nogen luftmodstand og det der kastes med er punktformigt. Med luftmodstand bliver det en helt anden opgave. Her bliver man nødt til at anvende computersimuleringer for at få brugbare resultater.

Ved et spydkast er man konstant i fremadrettet bevægelse ved optakten til kastet. Ved kuglestød roterer man. Hvilken forskel gør det? Hvorfor løber man ikke fremad ved kuglestød eller roterer ved spydkast?

 

Stikord: Optimering, det skrå kast, simulering, bevægelsesanalyse

 

Forslag til kilder for informationssøgning:

Teknisk Progression - Spydkast

Teknisk Progression - Kuglestød

Matematiksider - Det skrå kast