FysikFormidlingen

Nyt legetøj

Jeg har fået nyt legetøj.

Jeg har altid været fascineret af hvordan ting kan se anderledes ud, når vi ser på dem gennem glas.

Hvordan kan det i det hele taget være, at man kan se igennem glas?

Ved at forme en glasklump, der er flere hundrede grader varm, kan man lave fine skulpturer, drikkeglas og de mange underfundigt udformede kolber og rør kemikerne bruger.

Mit nye legetøj er dog ret simpelt. 6 stykker glas med en diameter på 5 centimeter. Tre af dem buler ud, mens to buler ind og den sidste lader til at være flad.

Det er et sæt af linser, jeg har købt. Ikke brillelinser, men rigtige gammeldags linser, der kunne være brugt i en kikkert af den type Nelson efter sigende satte for det blinde øje.

Jeg havde engang et forstørrelsesglas, sådan et som Sherlock Holmes af og til er aftegnet med. I starten brugte jeg det til at undersøge ting med og brænde papir, men så begyndte jeg at samle på frimærker og forstørrelsesglasset blev en del af den hobby. Det forsvandt dog også med hobbyen noget tid senere.

Jeg husker ikke hvad jeg undersøgte, men jeg husker ilden. Ilden, der opstod, fordi jeg samlede lysets stråler i et punkt. Tænk, at et stykke glas kan have den kraft. Det er ikke så underligt, at mennesker overalt har haft en så stor interesse for at udregne hvordan, man kan udnytte glassets egenskaber.

Som materiale er glas også ret specielt. Det er en slags mellemting mellem fast og flydende. Det er dog ikke derfor, gamle vinduer lader til at være ujævne. Det er derimod produktionsmetoden, der er skyld i denne effekt.

Første gang jeg arbejdede med at studere linser var i 8. klasse, hvor jeg skrev en opgave om Newton. Den opgave husker jeg mest for frustrationen over at ingen ville hjælpe mig med at lære at differentiere og integrere. Jeg fik dog en model af et spejlteleskop, hvortil jeg netop måtte undersøge hvordan sådan nogle linser virker. To år senere lærte jeg både at differentiere, integrere og regne på linser.

Siden da har det at differentiere og integrere nærmest været en fast del af min dagligdag som gymnasieelev, universitetsstuderende og underviser. Linserne har dog været fuldstændig væk.

Nu ligger de foran mig. Alle seks og endda også de to i mine briller. Nogle af dem kan bruges som mit gamle forstørrelsesglas, mens andre har den modsatte effekt. Til gengæld kan man så se et større område igennem dem.

Sætter man to af dem, der buler ud, de konvekse, i forlængelse af hinanden, har man en kikkert og hvis den der buler mest er tættest på en selv, vender kikkerten den rigtige vej. Billedet vender dog på hovedet ligesom med stjernekikkerter, som Newtons spejlteleskop.

Dem, der buler ind, de konkave, kan man ikke få ting til at vende på hovedet med. Jeg kan faktisk ikke finde på så mange ting at lave med dem.

Jeg begynder, at synes det er en smule træls kun at have to arme. Det er begrænset hvor mange måder man kan sætte to linser sammen på. Måske jeg skal bygge nogle holdere til linserne, så jeg kan eksperimentere lidt mere. Den kikkert jeg arvede efter min oldemor vender jo ikke tingene på hovedet så man må vel kunne kombinere dem på en måde der ikke vender billedet på hovedet.

Man kunne selvfølgelig bare slå det op på Internettet eller prøve at tegne nogle diagrammer. Nogen gange er det dog sjovere bare at prøve sig frem selv. Det er vel derfor, jeg kalder det for mit nye legetøj.